Ribe var en af de helt store og vigtige handelsbyer i Vikingetiden. Derfor er det ikke overraskende, at det er i Ribe, man har gjort de tidligste danske møntfund. Møntfundene dateres til år 700 e.Kr. og er hovedsageligt frisiske mønter (såkaldte sceatta). Men der er endnu ikke nogen, der har kunne bevise, at der er tale om lokal udmøntning, hvorfor det er en mulighed, at mønterne er et resultat af import. Hvis mønterne ikke er præget i Ribe, bevidner de mange fund trods alt om en tid med rig handel med andre møntprægende nationer, hvilket endnu en gang manifesterer Ribe som handelscentrum på den tid.
Man ved dog, at der godt hundrede år efter i 800-900-tallet var udmøntning i det dengang danske Hedeby, der nu hører under Slesvig. Hedeby var det vigtigste knudepunkter i vikingetiden og havde Østersøen som trafikvej. De Hedebyske mønter lignede til forveksling Karl den Stores Dorestadsmønter, og det er generelt let at se, at man allerede på denne tid havde adgang til mønter fra både England, Tyskland og Mellemøsten.
Svend Tveskægs første mønt
I år ca. 995 lod vikingekongen Svend Tveskæg første gang sit og kongerigets navn præge på en mønt. Da dette er den første mønt, der med sin prægning præcist indikerer sin herkomst, anser mange denne mønt som starten på dansk mønthistorie.
Det unikke ved sådanne møntfund er, at de på allerfineste vis fortæller os noget om vikingetiden og landenes indbyrdes forhold.
På denne tid var påvirkningen fra England uundgåelig (Svend Tveskæg erobrede England i 1013 og hans søn, Knud den Store generobrede England i 1016). Det angelsaksiske var, i kraft af Englands position, grundlægger af en æstetisk ideologi, der også kom til udtryk ved udmøntning. Derfor er det ikke overraskende, at Svend Tveskægs mønt blev præget efter angelsaksisk forbillede. Det var den engelske møntmester med efternavnet Godwine, der stod bag prægningen af denne første mønt. Godwines navn optræder både på den norske kong Olaf Tryggvasons og svenske Olof Skötkonungs første mønter, der begge så dagens lys omkring år 995, samme år som den danske. 
Selvom mønter alle dage har været anset som et betalingsmiddel, skulle der gå mange år, før de blev udmøntet og præget i et oplag, der gjorde dem til det gængse betalingsmiddel i Norden. Man anslår, at oplaget af Svend Tveskægs mønt var på omkring 20.000 mønter. Det samme gjorde sig gældende for den norske og svenske. Med så lave oplag, havde mønterne ikke nogen synderlig betydning for handelslivet, men fungerede snarere som kongelige prestigemønter. Særligt på denne tid gjaldt det om at vise, at man som konge og nation ikke var tilbagestående for nogen eller noget.
I dag kender vi blot til 8 eksemplarer af Svend Tveskægs mønt og for alle tre lande gælder det, at mønterne er så sjældne, at de næppe bliver andet end objekt for dagdrømmerier for den gængse møntsamler.
Det tidlige danske møntvæsen
Det danske møntvæsen tog for alvor fart under Svend Tveskægs søn, Knud den Store. Som konge af både England og Danmark (1016/1018-1035) lod han efter engelsk eksempel møntsmedjer oprette i mange byer i det danske land, og af de største og vigtigste blev handelsknudepunktet Lund (nu tilhørende Sverige) og Roskilde. Som noget nyt blev mønterne under Knud den Store også præget med møntstedets navn, hvorfor vi i dag ved, at de første mønter under Knud den Store blev slået i Lund, Roskilde, Ringsted, Viborg og Ribe. Det skulle tage Knud den Store en del år og mange dyrekøbte erfaringer at skabe et system, der for alvor kunne udbygge det danske møntvæsen. Først omkring 1030 lykkedes det ham, at sætte møntsmedjerne i system og få orden på mønten som betalingsform i det ganske, danske land.
Men det var ikke kun møntsystemet der ændrer form under Knud den Store. De danske mønter var ikke længere blot en kopi af de engelske. De fleste mønter gengav en snog eller en sammenrullet slange, hvilket var et ”nationalt” motiv brugt på Hedebymønterne i 800-tallet. Det er også under Knud den Store, at vi i Danmark for første gang ser et regentportræt på en mønt.
Det danske møntvæsen var nu sat i system, men der opstod et nyt problem. Eftersom arvefølgen endnu ikke lå fast, var mord, bedrageri, jalousi og bagvaskelse en intern del af kongefamilien og dens udfordrere. Dette førte til meget uro og oprør, hvilket fra midten af 1200-tallet og frem til 1330 førte til det, der populært kaldes ”borgerkrigsmønter”. Mønternes sølvindhold lå på et par promiller, mønterne var uden indskrifter og til sidst var der kun slidte kobberprægninger tilbage, hvilket resulterede i, at befolkningen i vid udstrækning måtte ty til udenlandske mønter.
I senmiddelalderen i begyndelsen af 1400-tallet reetableres det faldne møntvæsen. Mønterne blev større, indholdet af ædelmetal steg og det er også her de første guldmønter dukker op. Fra 1541 kan man begynde at tale om et stabilt dansk møntvæsen. Mønterne fik en pålydende værdi og København var nu ikke bare hovedstad, men også hovedmøntsted.
Med den første kronemønt under Christian 4. i 1618 (udmøntet som 4 mark, ofte betegnet Sletdaler) og store sølvfund i Norge steg produktionen af sølvmønter betydeligt, hvilket havde en betydelig indvirkning på handelslivet. I 1736 fik det Kjøbenhavnske Assignations-, Vexel- og Laanebank tilladelse til at udstede de første pengesedler, og siden da, har sedler været et gangbart betalingsmiddel i Danmark. Med kronemønten og pengesedlen begyndte det danske møntvæsen at ligne det, vi har i dag.
Moderne mønthistorie
Med møntunionen mellem Danmark, Sverige og Norge i 1873-1924 cirkulerede Skandinaviens mønter på tværs af landegrænser. Med unionens oprettelse blev der samtidig udfærdiget en hovedmøntfod og dette blev starten på den danske krone. Med møntloven anno 1873 blev der samtidig indført et system over kroner og ører. Dette skete på basis af guldmøntfoden, hvor 1 krone svarede til 0,403 gram guld, og sådan forholdt det sig i både Danmark og Sverige fra unionens oprettelse i 1873, og i Norge da landet indgik i unionen i 1875.
Den Kongelig Mønt udmøntede oprindeligt tyve- og tikroner i guld, samt en- og to-kroner i sølv. Derudover fremstillede og udgav Nationalbanken pengesedlerne 10-, 50-, 100- og 500-kroner. Omkring 1. verdenskrig kunne man ikke længere indløse penge til guld under den Skandinaviske Møntunion og med en særskilt lov i 1924 fik Danmark, Norge og Sverige tilladelse til at præge nationale mønter, der begrænsede sig til at være gangbare i det enkelte land. Selvom den officielle ophævelse af unionen først kom i 1972, havde møntunionen således været under ophævelse i mange år.
Den 28. september 2000 stemte danskerne nej til at erstatte den danske krone med euroen. Frem for at indgå i eurozonen, indtrådte Danmark i 1999 i ERM II, der fungerer som euroens ankervaluta, der har til formål at sikre et stabilt kursforhold mellem kronen og euroen, men det er ikke uproblematisk. Siden 2002 har man flere gange diskuteret en ny folkeafstemning, men endnu har danskerne været tydelige i deres loyalitet overfor den danske krone.
