Få opfindelser i menneskehedens historie har været vigtigere end opfindelsen af penge. Men når vi taler om penge, betyder det imidlertid ikke blot historien om mønter, sedler, checks og kreditkort. Penge kan derimod defineres som alt det, alle er enige om, at anvende som et mål for værdi i et samfund. Inden møntens opfindelse anvendte de gamle grækere kreaturer, våben, køkkenredskaber og små stykker af ædelt metal som betalingsmidler. I andre dele af verden har man brugt skaller, stoffer, teblade og småsten. Altså økonomier baseret på byttehandler og betaling i naturalier. Vigtigst var det, at det man betalte med, var noget, alle vidste havde en værdi. Man kan derfor sige, at det som sådan ikke er opfindelsen af penge i den form, som vi kender dem i dag, der har revolutioneret verdens økonomiske historie, men derimod udviklingen af en fælles form for betalingsmiddel. Mønter er selvfølgelig en form for penge, og er først og fremmest blevet til som en konsekvens af idéen om et fastdefineret betalingsmiddel.
Man kan dog argumentere for, at penge fremstillet af ædle metaller har flere fordele i forhold til tidligere betalingsformer. Penge lavet af ædelmetaller er ikke sæsonbestemte, som det gjorde sig gældende med afgrøder og dyr, og mister ej hellere sin egentlige værdi. Samtidig har guldet og de ædle metaller den fordel, at de i kraft af deres holdbarhed, er perfekte til værdiansættelse. De, der foretrak at gemme deres værdigenstande i jorden, ville også til en hver tid foretrække guld. 
Samtidig var de ædle metaller en mangelvare, hvilket på mange måder resulterede i ulige adgang til betalingsmidler i guld og sølv. Lande med naturlige forekomster af ædle metaller har derfor ofte opnået en privilegeret position med hensyn til rigdom og politisk magt. Som den berømte økonom John Mayard har udtalt: ”Hvor der er guld, er der velstand og civilisation”.
Lydien i Lilleasien, på vestkysten af det nuværende Tyrkiet, var i 600-tallet f. Kr. et område med rige forekomster af ædelmetaller. Lydien var rig på naturligt forekommende legeringer af guld og sølv, også kaldet elektrum. Det var her, at de første mønter i den vestlige tradition, opstod. Før disse epokegørende mønter blev skabt, blev klumper af forskellige materialer, såsom elektrum, brugt til handel i området. Men med prægningen af de første mønter skulle man ikke længere veje hvert stykke ædelmetal for at sikre dets værdi. Det var også en tidskrævende og kompliceret proces, og man indså, at man kunne være denne evindelige vejning foruden, hvis møntenhederne leverede metalstykkerne med et officielt mærke og en pålydende værdi.
De første elektrummønter i Lydien blev hurtigt erstattet af guld- og sølvmønter af Lydiens Kong Krøsus (regerede mellem 561-546 f.Kr.). Det er derfor også Kong Krøsus, der almindeligvis får æren for at have introduceret den rene møntguld. Den græske historiker, Herodotus, historiens fader, fortæller os, at Krøsus sendte en gave på to guldmønter til hver af indbyggerne i den græske by Delphi. Delphi var det berømte orakel Apollos hjemby, og folkegaven skulle anses som et ”tak” til oraklet og sikre et positivt forhold til Gud. Kong Krøsus’ enorme velstand var legendarisk i den antikke verden, og det synes sandsynligt at han, den sidste af de dristige konger, var den første konge der lod en mønt præge i rent guld.
