Verdens ældste ”sedler” blev udgivet i Kina under Tangdynastiet mellem år 618-906. De blev brugt som en slags kvittering for penge betalt til regeringen. 
Verdens ældste rigtige europæiske pengesedler blev udgivet mellem 1661-1666 af Stockholm bank. Men europæiske sedler i papirform var tilgængelige langt tidligere. Man kendte dem i form af kvitteringer (fedi) eller anvisninger på tilgodehavende (polizze) udstedt af eller hos en af bankerne i de store italienske handelsbyer. Sådan blev de i en vis grad brugt i slutningen af middelalderen.
Sedlerne fra Stockholms Bank fik ikke nogen direkte efterfølgere. De næste rigtige sedler, blev trykt af Bank of England fra 1690-tallet. Nogle af de tidlige engelske pengesedler var såkaldte ”forpligtigelsesnoter”, der var sedler eller stykker af papir, der lovede betaling af x-antal kroner. Disse blev særligt brugt og udbredt af de engelske Goldsmith Bankers.
Siden 1700-tallet har pengesedler som betalingsmiddel i høj grad været anvendt af forskellige stater. Særligt i krigsperioder har sedlerne været nødvendige midler til betaling af løbende udgifter. I Frankrig blev der således fra 1701 udgivet forskellige sedler af staten. Privatbanken Banque Générale var én af de banker, der med John Law i spidsen, udgav pengesedler i Frankrig. Den inflation, som fulgte i kølvandet, afsluttedes med den økonomiske bankerot i 1720.
Fra midten af det 18. århundrede optrådte der (først i England) en ny form for pengesedler. Foruden de foregående såkaldte ”regeringspapirer” og pengesedler udstedt af en enkelt, privatejet bank, kom pengesedlen fra provinsbankerne på banen. Der blev grundlagt en hel del af disse banker i slutningen af 1700-tallet og i starten af 1800-tallet. Samtidig havde de mange krige i sidste halvdel af det 17. århundrede og især under revolutionen og napoleonstiden, resulteret i, at mange af landes banker nægtede at veksle pengesedler til mønter. De mest berømte af disse ”afskrevne sedler”, kom fra de oprørske stater i Nordamerika, hvor sedlerne i 1776 blev publiceret og udgivet som kontinental valuta. Både de nordamerikanske og de franske sedler tabte al deres værdi.
I den første halvdel af 1800-tallet gennemgik sedlerne, der til at begynde med blev udført i bogtryk og til tider med et element af tekst og/eller billede i form af et vandmærke, en meget stor forandring. Ved hjælp af moderne reproduktionsteknik såsom guilloch- og kongrevetryk fik sedlerne nu et farverigt og stærkt mønstret udseende, med tilhørende gengivelsessymboler, heraldiske våben, portrætter, samt scener fra offentligt- og arbejdsliv.
Fra midten af 1800-tallet forsøgte staterne i almindelighed at begrænse de enkelte bankers seddeludgivelser, hvilket førte til drastiske fald i produktionen. Selv under den fredelige periode igennem 2. halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet havde en lang række stater perioder med såkaldte u-indløselige seddelvalutaer – særligt fremtrædende var det i Sydeuropa og i Sverige. Sedlerne havde simpelthen mistet deres værdi. Også USA led under svære vilkår for sedlerne, både før og under borgerkrigen i 1800-tallet. De udfordrede forhold for bankerne resulterede i en ukontrollerbar udgivelse af pengesedler (også kaldet Wild Cat Money) og de mange udgifter under krigen indebar en stor statslig produktion af sedler. Igen var inflationen uundgåelig.
De to verdenskrige og den store inflation i hhv. Tyskland og Østrig mellem 1918-1923 og i Ungarn i 1946 har været særligt ødelæggende for seddeludgivelserne.
I takt med at elektroniske overførsler og kreditkort har vundet indpas, har sedlerne mistet en del af deres betydning for verdensøkonomien. Samtidig har farveprinterens udbredelse resulteret i store forfalskningsproblematikker, hvilket verdens nationalbanker forsøger at få hånd om gennem bedre sikkerhedstryk. I Australien har man til og med indført sedler af materialet polyplast, for at komme forfalskningerne til livs.
