I hver kunstepoke er der et par kunstværker, der rækker ud over provinsens kunstsamlere og indfanger offentlighedens fantasi. Sådanne mesterværker omfatter: Da Vincis Mona Lisa, Edvard Munchs Skriget eller Van Goghs Stjernenatten. De transcenderer tid og sted og bliver kulturelle hjørnesten, så fasttømret i vores forestillinger om kunst, at de over tid bliver modne til parodi og udbredt kommercialisering. Antallet af kunstværker, der har denne slags indvirkning, er relativt få, men et af de mest kendte og velansete af dem alle, er en skulptur af den franske skulptør Auguste Rodin, der i slutningen af det 19. århundrede skabte en ikonisk figur, som han kaldte Le Penseur. Vi kender den som "The Thinker", og de fleste af os kan danne et billede af skulpturen uden at se et billede af den. 
I modsætning til de fleste skulpturer, der øjeblikkeligt anerkendes af publikum, er "The Thinker" ikke en stor nationalistisk statue som Frihedsgudinden i New York eller Cristo Redentor, der tårner over Rio de Janeiro. "The Thinker" er skabt på en beskeden skala og baseret på et introspektivt tema snarere end et erindringstema. En ide, som alle kan identificere sig med - behovet for stille overvejelse - men præsenteret på en stærk måde, der gør at en usynlig, intern proces virker næsten fysisk håndgribelig. Dens robuste skildring af den enkelte tænkningsproces, har gjort den ligeså genkendelig som nogle af de større mesterværker, og den står (eller mere præcist sidder) som ligeværdig til mesterværkerne af Da Vinci, Munch og Van Gogh nævnt ovenfor.
Hvordan kom dette mesterværk til verden? Nu kan du læse historien bag skabelsen af dette værk, hvis enkelthed, styrke og mysterium fortsætter med at tale til folk mere end hundrede år efter dets skabelse.
Begyndelsen
François Auguste René Rodins tidlige dage som kunstner var svære. Han blev nægtet adgang til Frankrigs mest fremtrædende kunstskole, École des Beaux-Arts ved tre separate lejligheder. I stedet udøvede Rodin sine kunstneriske talenter ved at lave dekorativt arbejde til private kunder og offentlige bygninger. Dette arbejde var kunstnerisk utilfredsstillende for ham, så han begyndte som assistent til billedhuggeren Albert-Ernest Carrier-Belleuse i et forsøg på at skabe sin egen karriere.
En tur til Italien i midten af 1870'erne bekræftede Rodins beslutning om at stræbe efter at være billedhugger, da han først så Michelangelos værker tæt på. Hans første seriøse arbejde, "The Bronze Age" blev afsluttet kort tid derefter. En bronzeskulptur så livlig, at kritikerne anklagede ham for blot at udstille en levende model. Denne skulptur var første bevis på en moden stil: realistisk, elementær og lidt tvetydig i sin hensigt. Mens han arbejdede for Carrier-Belleuse på Sèvres porcelænsfabrik i Belgien i slutningen af 1870'erne, begyndte Rodin at modtage og acceptere provision for monumenter og andre offentlige skulpturer. Dette førte direkte til "The Thinker" og kickstartede hans karriere.
Helvedes porte
Rodin baserede sine næste værker på Dantes "The Divine Comedy", som i slutningen af det 19. århundrede havde oplevet en genoplivning i popularitet. Rodin var interesseret i at tilpasse figurerne fra den første bog af "The Divine Comedy" og "The Inferno" til at danne en modsætning til de daværende bronzedøre i Firenze Baptistery af Lorenzo Ghiberti som Michelangelo betegnede som "Gates of Paradise". Rodin kaldte sin skabelse "Gates of Hell". Rodin ville have placeret en central figur, der repræsenterer Dante øverst på en 20 fod stor piedestal. Denne figur skulle repræsentere hændelser fra bogen. Derfor blev skulpturen, der til sidst blev "The Thinker", oprindeligt kaldt Le Poète "The Poet" i reference til Dante.
Opstået som fuldt dannet
Rodins tidlige 
udgaver af statuen blev aldrig udstillet. Det var først i 1888 i København, at han endelig besluttede at lade arbejdet blive set i den form, der bedst repræsenterede den universelle idé, han nu forestillede sig. Den endelige 28 tommer høje gipsstatue afslørede en anonym mand i dyb meditation. En mand, hvis stærke fysiske krop udtrykker en altomfattende følelse. "Det der gør at min "The Thinker" tænker er, at han ikke kun tænker med sin hjerne, med sin rynkede pande, sine udspilede næsebor og sammenpressede læber, men med alle muskler i hans arme, ryg og ben, med sine knyttede næver og gribende tæer", bemærkede Rodin. Statuen kommunikerede ikke længere en digters holdning, der var præget af litterære fantasier; i stedet fangede den et introspektivt øjeblik for ethvert menneske - en digter, en leder, en lærd, en dagligdags arbejdende mand eller endda kunstneren selv.
En eksplosiv reaktion
Reaktionen på "The Thinker" var så stærk, at tanken om at statuen ville blive solgt til en privat køber gjorde den franske kunstkritiker Gabriel Mourey urolig. Han startede en vellykket kampagne for at købe statuen til Frankrigs borgere, så hele nationen ville eje den. I 1904, samme år som en bronzeversion blev udstillet på St. Louis verdensmesse, blev "The Thinker" stillet foran Panthéon i Paris, mausoleet som er en af de mest symbolsk vigtige bygninger i byen.
Et udødeligt ikon
Auguste Rodin døde i 1917. Skulpturens popularitet i Rodins levetid var en kilde til glæde for ham, og dens betydning for ham personligt blev bekræftet af, at han bad om at få en kopi placeret over sin og sin kone, Rose Beurets, grav i deres hjem i Meudon. Hans kone døde i februar 1917, og Rodin fulgte hende i november i en alder af 77 år.
På trods af nye tendenser og kunstretninger blev "The Thinker" aldrig upopulær. I næsten 100 år siden Rodins død er den blevet genskabt næsten 20 gange, og nu kan den ses på flere museer rundt om i verden. De største udgaver er sædvanligvis placeret udendørs, som Rodin ville have ønsket det, så skulpturen bliver en del af sit miljø, udsat for elementerne udenfor men stadig absorberet i sig selv.
Selvfølgelig går skulpturens popularitet ud over bare fysiske manifestationer; over tid er det blevet et normalt billede i popkultur. Mesterværket er ikonisk, fordi det udstråler så meget styrke. "The Thinker" bevarer stadig i dag sin mystik. Selv den dag i dag ser vi på Rodins mesterværk og spekulerer på, hvad tænker "The Thinker" på.
